Sådan afgør du en ansøgning om udeboendesats

Se, hvordan du afgør en ansøgning om godkendelse til udeboendesatsen for studerende under 20 år på ungdomsuddannelser

Det er uddannelsesstedet, der afgør, om en studerende under 20 år på ungdomsuddannelser kan godkendes til udeboendesats. Uddannelsesstedet træffer den endelige afgørelse. Afgørelsen er uden klageadgang, så det er vigtigt, at ansøgningerne bliver behandlet ensartet og korrekt efter vejledningen her, så alle studerende får samme behandling.

Du kan bruge disse skabeloner til dine afgørelser:

Betingelser for at få udeboendesats

Den studerende kan kun få udeboendesatsen, hvis han eller hun ikke har samme folkeregisteradresse som den ene eller begge sine forældre og opfylder mindst en af følgende betingelser:

Afstanden mellem den studerendes uddannelsessted og forældrenes bopæl skal være 20 km eller derover hver vej. Er der for eksempel 10 kilometer mellem uddannelsesstedet og forældrenes bopæl og dermed 20 kilometer frem og tilbage, er betingelsen ikke opfyldt.

Afstanden mellem den studerendes egen bopæl og uddannelsesstedet er uden betydning for sagens afgørelse.

Offentlig tilgængelig vej

Det er den normale transportvej ad offentlig tilgængelig vej mellem uddannelsesstedet og forældrenes bopæl, der skal regnes med.

Dokumentation

Du skal sørge for, at der ligger dokumentation for at afstanden mellem forældres bopæl  og uddannelsesstedet er mindst 20 km hver vej. Dokumentationen vil typisk være en udskrift fra Krak.

Det er transporttiden den ene vej, du skal vurdere og ikke den daglige transporttid frem og tilbage.

Betingelsen er opfyldt, hvis den studerende blot en enkelt skoledag om ugen har en transporttid den ene vej, der overstiger 75 minutter. Transporttiden mellem den studerendes egen bopæl og uddannelsesstedet er uden betydning for, om han eller hun kan få udeboendesatsen.

Eksempel: Der er 40 minutters transporttid med offentlige transportmidler mellem Hannes uddannelsessted og hendes forældres bopæl. Selv om hendes samlede transporttid frem og tilbage er 80 minutter, opfylder hun ikke betingelsen for få udeboendesats, da der skal være mere end 75 minutter mellem de to punkter.

Den længste vej tæller

Er der længere transporttid den ene vej end den anden, er det den længste transporttid, du skal se på, når du vurderer, om den studerende kan få udeboendesatsen.

Det indgår i transporttiden

Du skal opgøre transporttiden

  • fra det tidspunkt, den studerende starter rejsen mellem forældrenes bopæl og uddannelsesstedet, uanset om transporten til første offentlige transportmiddel og fra sidste offentlige transportmiddel foregår på cykel, gående eller lignende
  • til den studerende er nået frem til uddannelsesstedet

Det betyder for eksempel, at transporttiden på cykel hen til togstationen skal tælles med.

Tag udgangspunkt i den rejse, der tager længst tid.

Ventetid

Når du skal opgøre den studerendes transporttid med offentlige transportmidler, skal du medtage den ventetid, han eller hun har mellem de forskellige offentlige transportmidler. Er der for eksempel 20 minutter imellem den studerendes bus, og til toget kører, tæller disse 20 minutter med i den samlede transporttid.
Derimod tæller ventetid, den studerende har, før han eller hun tager det første transportmiddel, eller efter at han eller hun har taget det sidste transportmiddel, ikke med i den samlede transporttid. Dette gælder for eksempel, hvis der er en halv time til bussen kører efter, undervisningen er færdig, eller hvis den studerende ankommer til uddannelsesstedet en time før, undervisningen starter.

Infografik om dispensation på grund af transporttid

Dokumentation

Du skal sørge for, at der ligger dokumentation for at transporttiden mellem forældrenes bopæl og uddannelsesstedet med offentlige transportmidler overstiger 75 minutter. Dokumentationen kan for eksempel være fra Rejseplanen.dk.

Betingelsen er opfyldt, hvis den studerende har været udeboende i en sammenhængende periode på mindst 12 måneder umiddelbart op til måneden, hvor den studerende bliver SU-berettiget til igangværende uddannelse

Eksempel: Jane går i gymnasiet. Hun fylder 18 år i februar og bliver SU-berettiget fra og med april måned (kvartalet efter). Jane kan dokumentere, at hun har været udeboende uafbrudt siden 1. marts året før og opfylder dermed betingelsen om de 12 måneder eller derover. Jane søger SU med udeboendesats, og ansøgningen kan godkendes.

Eksempel: Jens Peter starter i gymnasiet i august. Før sommerferien var han på efterskole, som han afsluttede i juni. I sommerferien mellem efterskole og gymnasiet boede han hjemme hos sine forældre. Jens Peter bliver SU-berettiget, da han starter på gymnasiet i august, men opfylder ikke betingelsen om de 12 måneder eller derover, da han har boet hos sine forældre i juli og dermed ikke været udeboende i mindst 12 måneder umiddelbart op til måneden (august), hvor han bliver SU-berettiget.

Dokumentation

Du skal sørge for, at der ligger dokumentation for, at den studerende har været uafbrudt udeboende i mindst 12 måneder umiddelbart op til det tidspunkt, hvor han eller hun er blevet berettiget til SU til den igangværende uddannelse.

Eksempler på dokumentation: Først og fremmest skal der fremvises CPR-adresseoplysninger for perioden om både den studerende selv og forældrene. Der kan printes adresseoplysninger fra borger.dk.
Bor den studerende til leje, kan dokumentationen være huslejekvitteringer, der indeholder dato, den studerendes navn, hvilken periode lejen dækker samt den månedlige leje. Hvis den studerende bor i en andelsbolig, kan dokumentationen være kvitteringer for boligafgift for perioden. Bor den studerende i ejerlejlighed eller eget hus, kan dokumentationen være kvitteringer for betalt ejendomsskat.

Der kan gives SU med udeboendesats, hvis der er ganske særlige forhold i hjemmet, der bevirker, at det vil være urimeligt at kræve, at den studerende bliver boende i hjemmet, indtil uddannelsen er afsluttet eller han/hun fylder 20 år.

Ganske særlige forhold er for eksempel meget trange boligforhold eller sygdom.

Meget trange boligforhold

Vurderingen "meget trange boligforhold" går på de fysiske rammer i forældrenes bopæl set i forhold til husstandens størrelse. Det er ikke i sig selv afgørende, om den studerende har eget værelse.

Der er blevet givet udeboendesats i tilfælde, hvor forældrebopælen er så trang, at det ikke er muligt for den studerende at lave lektier i fred og ro.

At en studerende gifter sig og ønsker at blive udeboende, er ikke nok til, at du kan godkende en ansøgning om udeboendesats.

Langvarig sygdom

Der kan gives udeboendesats, hvis en forælder er langvarigt syg. Der er blevet givet SU med udeboendesats i tilfælde, hvor der er tale om:

  • misbrugsforældre (for eksempel alkoholikere)
  • psykisk syge forældre
  • forældre med demens
  • meget plejekrævende forældre (typisk på grund af svære fysiske handicap)

Andre ganske særlige forhold

Der er blevet givet SU med udeboendesats i tilfælde, hvor der har været tale om for eksempel incest, vold eller anden skadende adfærd overfor den studerende, eller hvor den studerende er i efterværn på et anbringelsessted eller er på døgnophold i plejefamilie.

Almindelige teenageproblemer og uoverensstemmelser mellem den studerende og forældrene/stedforældrene er ikke nok til, at der er tale om ganske særlige forhold i hjemmet. Derfor kan den slags problemer ikke give den studerende ret til SU med udeboendesats.

Dokumentation

Du skal sørge for, at der ligger dokumentation for, at der er ganske særlige forhold i hjemmet, der gør, at det ville være urimeligt at kræve, at den studerende bliver boende hjemme, indtil uddannelsen slutter eller vedkommende bliver 20 år. Du kan indhente en udtalelse fra de sociale myndigheder om de sociale forhold for den studerendes forældre. Det er dog ikke noget krav, at forældrene, den studerende eller familien i øvrigt er kendt af de sociale myndigheder.

Tjek om den studerende står som udeboende i US2000

Den studerende skal altid melde flytning til folkeregistret senest fem dage efter flytningen. Når den studerende er flyttet, opdateres US2000 automatisk med den nye bopælsstatus. For at få udeboendesatsen, skal den studerende søge om at blive godkendt til den i minSU. Inden du godkender sagen, skal du sikre, at den studerende står som udeboende i US2000 (Beregningsgrundlag), ellers giver godkendelsen ingen ændring af SU-satsen.

Satsen er afhængig af forældrene

Selv om den studerende på 18-19 år får godkendt sin ansøgning om udeboendesats, vil størrelsen af hans eller hendes SU stadig være afhængig af forældrenes indkomst, men grundstipendiet vil være højere.

Studerende med barn

Studerende, der er udeboende (ikke har samme folkeregisteradresse som den ene eller begge sine forælde) og har et barn, får automatisk satsen for udeboende fra og med den måned, barnet bliver født.