US2000 - kørsler

Læs om, hvordan kørslerne i US2000 bliver afviklet

Her kan du læse om de forskellige kørsler i US2000.

Forskuds- og støtteberegningen genbestilles automatisk

Der bliver automatisk bestilt en ny forskuds- eller støtteberegning, når en sag går i stå og kommer på kontrollisten. Funktionen skal sikre, at ingen sager bliver glemt. Forskuds- og støtteberegningen genbestilles automatisk med en karensperiode på 5 hverdage. Det betyder, at sagen bliver forskuds- og støtteberegnet igen den følgende uge, og er problemet ikke løst, vil sagen derfor komme på kontrolliste igen.

Der udbetales ikke, så længe der er bestilt en forskuds- eller støtteberegning

En funktion sikrer, at månedsudbetalingen ikke bliver gennemført for en studerende, så længe der er bestilt en forskuds- eller støtteberegning. Der vil dog altid blive afviklet en forskuds- og støtteberegning umiddelbart inden månedsudbetalingen gennemføres.

Funktionen sikrer, at der ikke bliver udbetalt for den kommende måned, så længe der eksisterer en ubehandlet ændring i tildelingsgrundlaget. En sådan ventende ændring betyder, at der er tvivl om det grundlag, der skal udbetales på. Derfor bliver månedsudbetalingen holdt tilbage, indtil der er gennemført en ny støtteberegning. På den måde er der altid taget højde for de seneste ændringer.

Støtteberegningen venter ikke på et nyt skattekort

Støtteberegningen venter ikke på, at US2000 modtager et nyt skattekort, efter at forskudsberegningen er gennemført. Ifølge Skattestyrelsen vil skattekortet alligevel sjældent være ændret, da indkomstændringerne i SU-systemet er for små.

Færdigbehandler du en sag mandag eftermiddag, vil den derfor komme med i støtteberegning samme mandag aften, og den studerende vil få en eventuel efterudbetaling allerede torsdag i samme uge.

For studerende, der ikke har fået SU før i støtteåret, vil US2000 vente mindst to dage på, at vi får et skattekort fra Skattestyrelsen, inden støtteberegningen bliver gennemført. Det samme gælder, hvis den studerende i minSU har ønsket, at vi skal bruge en anden type af skattekort (det vil sige ved skift mellem bikort og hovedkort).

US2000 indberetter altid korrekte perioder, som den udbetalte SU hører til, til Skattestyrelsens eIndkomstregister. Hvis SU-indkomsten giver problemer for de studerendes ydelser fra andre myndigheder, vil det derfor skyldes, at de andre myndigheder ikke benytter de perioder, der er indberettet til eIndkomst, og som svarer til den studerendes støttemeddelelse. I sådanne sager skal den studerende selv afklare sagen med den anden myndighed. I den forbindelse kan den studerende altid bruge sin seneste støttemeddelelse som dokumentation for, hvilke perioder den udbetalte SU hører til, hvilket også svarer til fordelingen i eIndkomstregistret.

Udbetalinger, der returneres til styrelsen, vil automatisk blive forsøgt genudbetalt. Udbetalinger kommer typisk retur på grund af manglende NemKonto eller på grund af bankskifte omkring et månedsskifte.

Når styrelsen modtager et beløb retur, starter automatisk en karensperiode på fire bankdage. Herefter genudbetales beløbet ved førstkommende udbetalingskørsel. Det betyder i praksis, at den næste mulige dispositionsdato altid vil ligge 8-14 dage efter, at den studerende har fået et brev om manglende NemKonto.

Styrelsen forsøger dog højst at genudbetale pengene 10 gange efter det første forsøg. Herefter bliver alle kørsler på personen automatisk stoppet via stopkoden ”Stop alt”. Stopkoden kan fjernes via skærmbilledet ’Ret stamoplysninger’, men det bør først ske, når den studerende har fået en NemKonto.

Hvis det returnerede beløb ikke længere er berettiget

Hvis en udbetaling, som kommer retur fra NemKonto-systemet, ikke længere er berettiget, fordi tildelingsgrundlaget i mellemtiden har ændret sig, vil beløbet ikke automatisk blive genudbetalt, da den studerende ikke længere skal have pengene. Hvis beløbet efter ændringen kun er delvist berettiget, genudbetales tilsvarende kun delvist.

Hvis der er rejst et krav om tilbagebetaling på et beløb, som efterfølgende kommer retur fra NemKonto-systemet, vil kravet automatisk blive frafaldet i stedet for at blive genudbetalt.

Ændringer af start eller slut i uddannelsesbilledet opdaterer automatisk ratestatus i beregningsgrundlaget. Det betyder for eksempel, at der automatisk vil blive rejst et krav om tilbagebetaling, hvis du forkorter en uddannelse, og der allerede er udbetalt SU i de måneder, som herefter ligger uden for uddannelse.

Klippekortet bliver altid automatisk opdateret, når ratestatus ændres. Det sker ved førstkommende støtteberegning. Du skal altså ikke selv tilrette klippekortet, hvis du manuelt ændrer ratestatus.

I ’Ret stamoplysninger’ kan du indsætte stopkoden ”Stop alt”. Denne kode stopper alle kørsler som for eksempel støtteberegning, udbetaling, kravrejsning samt alle breve herunder støttemeddelelsen.