Ansøgningens vej

Læs om en ansøgnings vej gennem SU-systemet

De studerende søger SU i minSU.

For elever i folkeskoler, frie grundskoler, private grundskoler og på ungdomsskoler gælder, at de skal aflevere kvitteringen fra minSU på skolen, hvis de ikke allerede er indskrevet i US2000. 

Læs mere om elever på folkeskoler, ungdomsskoler, frie og private grundskoler her

Når den studerende søger SU for første gang, bestiller systemet oplysninger fra eksterne registre for at kunne behandle ansøgningen:

  • Fra CPR henter vi oplysninger om navn, adresse og statsborgerskab samt antal søskende under 18 år.
    Vi henter også oplysning om, om det er den ene eller begge forældres indkomst, vi skal lægge til grund for den studerendes SU-sats.
  • Fra SKAT henter vi oplysning om indkomst for den ene eller begge forældre.
  • Fra BYS (Udbetaling Danmark ) henter vi oplysninger om ekstra børnetilskud

Oplysningerne fra CPR og SKAT får vi tirsdag og torsdag.

Oplysninger til brug for ansøgning om forsørgertillæg og/eller supplerende lån til forsørgere kommer fra CPR onsdag nat.

Når alle svar fra eksterne systemer er modtaget, er ansøgningen klar til det videre forløb og godkendes, medmindre der bliver konstateret fejl eller mangler, når kontrollen udføres.

Sager, der skal godkendes af uddannelsesstedet eller har fejl eller mangler, kommer på kontrollisten til videre sagsbehandling hos dig.

Læs om, hvordan du behandler sager på kontrollisten.

Når vi foretager forskudsberegningen, beregner vi den studerendes SU-tildeling for hele (resten af) året.

SU er A-indkomst, og styrelsen skal som "arbejdsgiver" indeholde A-skat, inden der bliver udbetalt noget til den studerende. Vi indberetter SU-forskudsberegningen og eventuelle efterfølgende ændringer til Skattestyrelsens forskudsregistreringssystem.

Hver gang en studerendes SU bliver ændret, indberetter vi den nye tildeling til Skattestyrelsens forskudsregistreringssystem, hvorefter vi får det eventuelle nye skattekort fra eIndkomstregistret.

Når alle data er hentet, er ansøgningen klar til støtteberegning, og US2000 beregner dermed den studerendes støtte.

Du kan se grundlaget for beregningen i skærmbillederne Vis Beregningsgrundlag, Vis Uddannelser, Vis Forsørgertillæg og Vis fødselsrater, når støtteberegningen er gennemført.

Vi indberetter til Skattestyrelsens forskudsregistreringssystem onsdag og torsdag. Vi kan herefter nå at hente et skattekort i eIndkomsregistret senest i løbet af den følgende mandag, hvor vi bruger det om aftenen i støtteberegningen. Kan vi ikke få et brugbart skattekort, når første SU-rate skal udbetales, sender vi et skattekortbrev til den studerendes e-Boks om, at han eller hun skal henvende sig til Skattestyrelsen. Derudover sender vi en støttemeddelelse med oplysning om den beregnede bruttotildeling af SU.

Når vi får et brugbart skattekort overført, gennemføres støtteberegningen den følgende mandag, og en ny støttemeddelelse bliver sendt til den studerendes e-Boks med informationer om skattekort, og hvor meget han eller hun har fået udbetalt efter skattetræk. Samtidig indberetter vi til Skattestyrelsen, hvad vi har tilbageholdt som skat. Vi indrapporterer dette til Skattestyrelsen onsdag og torsdag.

Hvis den studerende ikke ønsker at vente på, at vi modtager trækgrundlaget, kan han eller hun i minSU anmode om at få SU udbetalt med et skattetræk på 55%. 

Læs mere om ændring af skattekort.

Den endelige støtteberegning kan du se i skærmbilledet Vis Beregningsgrundlag tirsdag morgen.

SU bliver udbetalt i månedlige rater og vil være til disposition på den studerendes NemKonto den sidste bankdag i måneden.

Kan udbetalingen ikke nå den månedlige udbetaling, for eksempel fordi den studerende har søgt for sent, eller hvis der er tale om en regulering, vil udbetaling finde sted den førstkommende torsdag efter støtteberegningen. Falder denne torsdag i samme uge som næste måneds udbetaling, vil beløbet dog følge den almindelige månedsudbetaling - se den vejledende kørselsplan.

Når ansøgningen er kørt helt færdig, får den studerende en støttemeddelelse i sin e-Boks.

Lånerater bliver først udbetalt, efter at den studerende har accepteret lånebetingelser og godkendt låneraterne. Begge dele sker i minSU.

Se ansøgningens status

Når den studerende har sendt en ansøgning, kan du se status i billedet Vis Ansøgning i US2000.

I Vis journaloplysninger kan du se ansøgningens hidtidige vej, da alle stadier i processen og rettelser vises.