Fødsels-støtte

På denne side kan du læse, hvordan ansøgninger om fødsels-støtte (det der hedder fødselsrater/fødselsklip i de regler, der gælder frem til 1. august 2022) skal behandles. Reglerne gælder for studerende, der søger om fødsels-støtte den 1. august 2022 og derefter

På su.dk kan du læse om de forskellige regler for særlig støtte til forældre i forbindelse med fødsel eller adoption på disse sider:

Får du sager fra studerende om fødsels-støtte (ny ordning fra 1. august 2022), som oplever udfordringer/fejl i minSU med at søge eller med at opsætte deres udbetalingsplan, skal du sende sagerne til styrelsen via kontaktformularen her på SU-net.

 

  

Den studerende søger fødsels-støtte i minSU. Det er styrelsen, som træffer afgørelse om tildeling og udbetaling af fødsels-støtte.

Den studerende får i ansøgningsforløbet besked om, der kan tildeles fødsels-støtte eller om der gives afslag (via en straksafgørelse).

Hvis der gives tilsagn til fødsels-støtten, ledes den studerende videre til en digital udbetalingsplan, som den studerende skal udfylde, før fødsels-støtten udbetales. Vi henter automatisk dokumentation for fødslen eller adoptionen ved opslag i CPR. Kan vi ikke hente oplysninger om fødslen i CPR, får den studerende besked om at fremsende dokumentation til os for fødslen. Bekræftes fødslen i CPR, ændres straksafgørelsen til en endelig tildeling af fødsels-støtte.

Studerende, som søger om fødsels-støtte som enlige forsørgere (op til 12 måneders fødsels-støtte) skal - indtil den digitale løsning er fuldt implementeret – selv sende dokumentation til styrelsen på, at de modtager ekstra børnetilskud fra Udbetaling Danmark. Den studerende skal sende dokumentationen via Digital Post fra borger.dk.

I den digitale udbetalingsplan i minSU planlægger den studerende selv, hvordan og hvornår fødsels-støtten udbetales. Du kan tilgå udbetalingsplanen i demo-versionen i minSU.

Den studerende kan vælge at få fødsels-støtten udbetalt som enten:

  • enkelt fødsels-støtte
  • dobbelt fødsels-støtte
  • fødsels-støtte med almindelig SU (kun for studerende, der går på videregående uddannelse). Det er det, der hedder”miksklip” i de regler, der gælder til 1. august 2022

Der gælder samme regler for udbetaling af fødsels-støtten, som der normalt gælder for udbetaling af SU: SU udbetales forud og kan tidligst udbetales fra begyndelsen af den måned, hvor ansøgningen er modtaget i minSU. SU og fødsels-støtte kan ikke tildeles med tilbagevirkende kraft.

Ændring fra en dobbelt udbetaling (enten dobbelt fødsels-støtte eller fødsels-støtte med almindelig SU) til en enkelt udbetaling (enten fødsels-støtte eller almindelig SU) skal være indtastet i udbetalingsplanen senest den 15. i måneden før den første måned, hvor udbetalingen ønskes ændret.

  • Udbetalingsplanen for indeværende støtteår er tilgængelig til og med 5. december hvert år.
  • Udbetalingsplanen for det kommende støtteår er tilgængelig fra den 6. december hvert år.

Hvis den studerende ønsker at overføre fødsels-støtte til den anden forælder, skal den studerende udfylde en blanket til overførsel (se overførselsblanketten her eller i minSU-demo - log ind med medarbejdersignatur). Blanketten skal sendes til styrelsen via Digital Post.

Så meget fødsels-støtte kan overføres

De studerende, der følger de nye regler om fødsels-støtte fra 1. august 2022 og frem, har mulighed for at overføre op til 3 måneder med fødsels-støtte til den anden forældre, hvis begge forældre får fødsels-støtte efter de regler, der trådte i kraft 1. august 2022, og begge går på en uddannelse, der er godkendt til SU.

Har den studerende overført fødsels-støtte til den anden forælder, er det bindende og kan ikke fortrydes, men den modtagende forælder kan efterfølgende tilbageføre overført fødsels-støtte til den afgivende forælder.

Har den studerende søgt fødsels-støtte som enlig forsørger (op til 12 måneders fødsels-støtte), kan den studerende ikke overføre fødsels-støtte til den anden forælder, og den studerende kan heller ikke modtage fødsels-støtte fra den anden forælder.

Overførslen kan først ske, når fødslen er godkendt enten via CPR eller ved dokumentation for fødsel og forældreskab i tilfælde af, at barnet ikke er registreret i CPR.

 

Særlige opmærksomhedspunkter

Læs om de ting, I skal være opmærksomme på på uddannelsesstedet:

Det er styrelsen, som træffer afgørelse om tildeling og udbetaling af fødsels-støtte.

Uddannelsesstederne skal vejlede om SU-reglerne.

Læs mere om Roller og ansvar og om Myndighedskrav.

Når den studerende søger om fødsels-støtte, kan der opstå situationer, hvor der mangler oplysninger, og hvor du derfor skal hjælpe den studerende.

Du skal vejlede den studerende, hvis den studerende har modtaget besked fra styrelsen om, der mangler dokumentation i forbindelse med, at den studerende har søgt om fødsels-støtte i minSU. Vi håndterer den efterfølgende manuelle sagsbehandling.

Du skal vejlede den studerende om valg af udbetaling af fødsels-støtte – se "Valg af fødsels-støtte i udbetalingsplanen" længere nede.

Hvis den studerende ikke kan gennemføre ansøgningen om fødsels-støtte i minSU, fordi der mangler en indskrivning eller fordi den studerende ikke modtager SU, skal den studerende søge SU, vente på en støttemeddelse og derefter igen søge fødsels-støtte i minSU. Du skal derefter:

  • afgøre, om den studerende har ret til SU
  • sørge for, at den studerende bliver indskrevet
  • bede den studerende oprette en SU-ansøgning i minSU eller eventuelt oprette en SU-ansøgning for den studerende i minSU
  • fortælle, at den studerende skal søge fødsel-støtte, når vi har sendt en støttemeddelelse til Digital Post

I udbetalingsplanen skal den studerende vælge, hvordan og hvornår den studerende vil have udbetalt fødsels-støtten – læs mere under Udbetaling af fødsels-støtte højere oppe på denne side.

Her bliver den studerende mindet om, at det er vigtigt at få vejledning og hjælp til at vælge den udbetaling, som passer bedst for den enkelte i forhold til uddannelsens opbygning og tilrettelæggelse.

Det er her du har en vigtig vejledningsopgave. Vær derfor klar og tydelig i din vejledning om, hvad konsekvenserne er for de enkelte udbetalingsformer. Vælger den studerende fødsels-støtte med almindelig SU, skal den studerende opfylde SU-reglernes krav om studieaktivitet.

Læs mere om fødsels-støtte på su.dk.

Den studerende må ikke være erklæret studieinaktiv ifølge SU-reglerne måneden inden, han eller hun første gang ønsker at få udbetalt fødsels-støtte. Inaktive studerende vil i den digitale ansøgning blive bedt om at udfylde en blanket, der skal sendes til styrelsen. Se blanketten til inaktive studerende her eller i minSU-demo - log ind med medarbejdersignatur.

Hvis en studerende bliver indskrevet på en ny uddannelse før barnet er født (et kommende barn) og allerede har søgt fødsels-støtte til samme barn på en tidligere uddannelse, skal den studerende søge fødsels-støtte på ny.

Den studerende kan dog først søge fødsels-støtte igen på den nye uddannelse, når barnet er født og styrelsen har fået besked fra CPR-registret.

Den studerendes ansøgning om fødsels-støtte på den tidligere uddannelse skal først endeligt godkendes (det vil sige, at barnet er født og valideret via CPR-registret i Danmark, eller at der er indsendt dokumentation på fødsel i udlandet), før den studerende kan søge fødsels-støtte på den nye uddannelse. 

Først når den studerende har modtaget brev om endelig godkendelse, kan der søges fødsels-støtte på den nye uddannelse.

Når en studerende har fået tildelt fødsels-støtte og skifter til en anden uddannelse (for eksempel fra bachelor til kandidat), kan der ske en fejlberegning, når den studerende søger fødsels-støtte til den nye uddannelse.

Den studerende kan opleve at få et afslag på ansøgningen, selvom der efter reglerne kan tildeles fødsels-støtte. I de situationer skal I skrive til os via kontaktformularen her på SU-net, så vi kan indsætte det tildelte antal.

Når sagen er rettet herfra, kan den studerende søge fødsels-støtte til den nye uddannelse igen og godkende udbetalingsplanen.

Alle institutioner har adgang til at se et skærmbillede i US2000, som viser en liste over ansøgninger om fødsels-støtte modtaget fra den 1. august 2022.

I skærmbilledet ’Fødsels-støtte (fodsl)’ under ’Forespørgsel’ i US2000 kan der søges ansøgninger frem på følgende to måder:

  • Institutionsnummer - viser en liste over alle ansøgninger om fødsels-støtte på institutionen.
  • CPR-nummer - viser hvis der er en ansøgning fra et bestemt CPR-nummer. 

Knappen "hjælp" indeholder information om hvilke oplysninger, der fremgår af listen.

Der kan godt være mere end en ansøgning på en person, men der kan kun være en ’aktiv’ ansøgning. Søger en person flere gange, vil de tidligere ansøgninger komme til at stå som ’inaktiv’.

Man vil også kunne se, om den studerende har søgt som enlig.

Læs, hvad du skal være opmærksom på i forhold til fødsels-støtte og enkeltfag under afsnittet Barsel - forlængelse på siden SU til enkeltfagsforløb.

Hvis en studerende har søgt om fødsels-støtte, men ikke har søgt om udbetaling ved at udfylde udbetalingsplanen, kan vi ifølge reglerne ikke ændre tildelingen fra ’normal støtte’ til ’fødsels-støtte’ med tilbagevirkende kraft.

Sådan gør du

I kan kontakte den studerende, hvis I opdager, at fødsels-støtten ikke er planlagt i udbetalingsplanen og oplyse om konsekvenserne i forhold til vurdering af studieaktivitet, hvis ikke den studerende opdaterer sin udbetalingsplan.

Når den studerende vender tilbage efter en periode med fødsels-støtte

Hvis det ikke er muligt, at den studerende fortsætter sin uddannelse umiddelbart efter, at fødsels-støtten er opbrugt, fører det automatisk til en dispensation fra kravet om studieaktivitet i perioden fra fødsels-støtten er opbrugt, til den studerende kan genoptage uddannelsen. Den studerende får almindelig SU, indtil I har plads til den studerende.

Hvis I har plads til den studerende, men den studerende ikke ønsker at starte, når fødsels-støtten er brugt, skal du registrere den studerende som inaktiv:

  • Åbn Stop støtte
  • I ”årsag til ikke støtteberettiget periode” udfylder du fradato (måned og år) med første måned efter fødselsraterne er brugt. I ”til dato” skriver du uddannelsens slutmåned og år.
  • Opdater

Når den studerende genoptager studiet og ønsker SU, skal vedkommende søge i minSU.

Studerende, der har opbrugt deres fødsels-støtte, vil kunne opleve, at de vender tilbage til uddannelsen og dermed almindelig SU midt i et semester.

Den studerende må gerne genoptage udbetaling af almindelig SU, hvis den studerende ønsker det og har SU-klip til rådighed, men skal fortsat opfylde SU-reglernes krav om studieaktivitet.

Hvis den studerende kommer til at mangle SU til sidst i sin uddannelse, henvises der til muligheden for slutlån. Det er således ikke muligt at søge om SU-tillægsklip for en periode i et semester, hvor man er vendt tilbage efter en periode med fødsels-støtte.

Læs mere på su.dk om uddannelsesskift og beregning af fødsels-støtte med videre.

Tip

Hvis den studerende har fået barn og søgt særlig støtte til forældre d. 1. august 2022 eller senere, er det reglerne for fødsels-støtte, der gælder.