Myndigheder har for eksempel ansvaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden de træffer afgørelse – det er et grundlæggende princip i forvaltningsretten. Princippet kaldes oftest officialprincippet eller undersøgelsesprincippet. Det er ikke lovfæstet, men er udtryk for et princip, der er udviklet gennem retspraksis.
Officialprincippet betyder, at hvis I mistænker dokumentfalsk i en ansøgning om tillæg af SU-klip, skal I, inden I træffer afgørelse, undersøge sagen. Det kan for eksempel betyde, at I må undersøge dokumentationens ægthed, før I kan vurdere, om den kan lægges til grund for jeres afgørelse.
Hvis I ikke mener, at I kan afgøre sagen på baggrund af den dokumentation, den studerende har sendt ind, må I afvise behandling af sagen over for den studerende, og oplyse hvorfor. En afvisning af en sag er også en forvaltningsretlig afgørelse, hvorfor I skal være opmærksom på, at afgørelsen skal overholde de almindelige forvaltningsretlige regler om begrundelse og klagevejledning.
Får I bekræftet jeres mistanke om dokumentfalsk, må I træffe en afgørelse ud fra det, samt vurdere, hvorvidt I mener, der er grundlag for at politianmelde forholdet. Det er ikke styrelsen, der skal eller kan gøre dette, da I som nævnt er selvstændige offentlige myndigheder.
I skal dog orientere styrelsen, hvis I konstaterer, at den studerende har modtaget SU uberettiget, eller hvis I er i tvivl om, forholdet kan have betydning for en eventuel afgørelse, som vi skal træffe. Se mere på siden SU-snyd.
Om I som myndighed kan iværksætte andre sanktioner over for den studerende, skal I afklare efter de sanktionsmuligheder, I som institution i øvrigt har.
Mistanke om dokumentfalsk mv.
Som uddannelsesinstitution er I en selvstændig offentlig myndighed. Det indebærer blandt andet, at I er underlagt forvaltningslovens regler og de forvaltningsretlige principper, som I derfor skal overholde, når I træffer afgørelser på styrelsens vegne.