Studieskift på grund af sygdom eller andre særlige forhold

Den studerendes SU-ramme kan udvides, hvis sygdom eller andre særlige forhold har medført, at den studerende ikke kan gennemføre en uddannelse og derfor skifter til en ny uddannelse

Reglen om studieskift på grund af sygdom eller andre særlige forhold har til formål at give studerende mulighed for at få SU til en anden uddannelse, hvis de bliver forhindret i at gennemføre deres uddannelse.

Rammeudvidelse

SU-rammen kan kun udvides ved studieskift, hvis sygdom eller andre særlige forhold har forhindret den studerende i at gennemføre lige netop den uddannelse, de gik på, og som den studerende dermed har været tvunget til at afbryde. Bestemmelsen anvendes ikke ofte.

Rammeudvidelse ikke mulig

Du kan ikke give en rammeudvidelse til studerende, der har gennemført en uddannelse, som de på grund af sygdom eller andre særlige forhold ikke kan bruge, for eksempel fordi sygdommen eller andre særlige forhold bevirker, at den studerende ikke kan forvente at få arbejde efter endt uddannelse.

Startet ny uddannelse

Rammeudvidelsen gælder kun for den nye uddannelse, den studerende er i gang med. Rammeudvidelsen kan derfor først gives, når den studerende er gået i gang med den nye uddannelse. Den studerende skal derfor søge om rammeudvidelse på det uddannelsessted, hvor den studerende er indskrevet.

Antal klip

Rammen udvides med det antal klip, den studerende har brugt på den uddannelse, som den studerende har måtte afbryde på grund af sygdom eller andre særlige forhold.

Resterende klip i rammeudvidelsen

Er rammeudvidelsen givet til en bacheloruddannelse, vil den studerende, når den studerende er begyndt på en ny uddannelse (for eksempel kandidat) og har flere klip tilbage fra rammeudvidelsen, kunne søge om, at den godkendte rammeudvidelse kan benyttes på den nye uddannelse, i de tilfælde, hvor den studerende ikke har flere klip i uddannelsesklippekortet.

Eksempler

Styrelsen har givet en rammeudvidelse i en sag om en studerende, der på grund af en speciel eksem blev forhindret i at færdiggøre sygeplejerskeuddannelsen og derfor skiftede til en anden uddannelse. I den konkrete sag var den specielle eksem kendt før studiestart i mild grad, men opblussede under uddannelsen som følge af hyppig håndvask og afspritning i en grad, den studerende ikke kunne forudse.

Der har også været givet en rammeudvidelse i en sag om en dyrlægestuderende, der på grund af allergi over for hestehår måtte skifte uddannelse. Allergien var ikke kendt før uddannelsens start.

Styrelsen har desuden givet en rammeudvidelse til en studerende, der med fyldestgørende lægeerklæringer dokumenterede, at psykisk sygdom medførte, at pågældende ikke kunne gennemføre medicinstudiet, fordi det stod klart, at uddannelsens indhold (legemlige sygdomme) specifikt udløste angst for sygdom. Den studerende afbrød på kandidatdelen og begyndte efterfølgende på en anden uddannelse og modtog rammeudvidelse svarende til kandidatdelen.

Eksempel på antal klip, der kan gives ved en rammeudvidelse:

Peter afbryder sin bacheloruddannelse på grund af sygdom på et tidspunkt, hvor han har brugt 12 klip til denne uddannelse. Da han begynder på sin nye uddannelse, tildeles han en rammeudvidelse på de forbrugte 12 klip.

Dokumentation

Hvis den studerende søger om en rammeudvidelse, fordi sygdom eller andre særlige forhold har medført, at han eller hun ikke har kunnet gennemføre uddannelsen og derfor skifter til en ny uddannelse, skal han/hun:

  • Vedlægge dokumentation for at være afskåret fra at gennemføre lige nøjagtig den uddannelse, samt
  • Vedlægge sin egen redegørelse for situationen